Debatten om udsatte børn, der udsættes for omsorgssvigt, har raset siden de skræmmende begivenheder
fra bl.a. den såkaldte Brønderslev-familie blev beskrevet meget indgående i pressen. I forlængelse
heraf kan man i søndagens Politiken læse en socialrådgivers skræmmende budskab. I indlægget står
det skrevet i flammeskrift, at med de besparelser der er gennemført i kommunerne, herunder ikke
mindst de personalemæssige , kommer vi til at se flere af sådanne sager. Dermed forstår man også på
socialrådgiveren, at der må flere ressourcer til kommunerne, hvis der skal rettes op. Det kan der i den grad
være noget om. Eller skal opgaven egentligt ligge i kommunerne?
Hvorfor kan man ikke forestille sig en model, hvor opgaven med tilsyn med udsatte børn kommer til
at henhøre under en statslig styrelse? En sådan styrelse kunne have geografiske centre rund ti landet,
som fx SKAT har det i dag. På den måde kan man både sikre den geografiske tilknytning, samtidig med
at der i de enkelte centre vil opstå større faglige miljøet og bedre muligheder for at arbejde på tværs af
kommunegrænser, end der er i de enkelte kommuner i dag. For slet ikke at tale om de indlysende fordele,
såfremt det ikke er de enkelte kommuner, der skal træffe afgørelserne om tvangsanbringelser med heraf
følgende mulighed for kassetænkning.
Det er klart, at en sådan model har nogle demokratiske udfordringer, og derfor kan det også være, at man
skal overveje om opgaven med udsatte børn kunne være en regional opgave. På den måde kan der stadig
være demokratisk valgte politikere i regionen, der deltager i selve afgørelsen af eksempelvis anbringelse
udenfor hjemmet, samtidig med at fagligheden i et større fagligt miljø kan sikres.
Når det derfor drøftes og debatteres, hvordan vi undgår Brønderslev-sager i fremtiden, bør diskussionen
ikke alene handle om ”send flere penge”. Den bør i høj grad også handle om, hvorvidt opgaven bedst ligger
i kommunerne, regionerne eller måske hos staten.
Rådmand Michael Vindfeldt (S)
Frederiksberg
